Konfirmationsordet

Lykkekagen
Jeg fik en gang en lykkekage af en medstuderende. Jeg kendte ham ikke så godt, men han smilede altid så venligt til mig. Og denne dag kom han så hen til mig, og han gav mig altså en lykkekage i hånden. Det var en pænt indpakket lykkekage, og den smagte lidt af vaffel, og så var den hul indeni. Og inde i lykkekagen lå der en lille lap papir. På papiret stod der: du vil altid finde den rigtige løsning! Jeg kiggede forundret på papiret, og så tænkte jeg: det er da vidunderligt – så er der lidt mindre at bekymre sig om.
Jeg har stadig det lille stykke papir, selvom det snart er ti år siden, jeg fik lykkekagen. Og sætningen på papiret har sat sig fast i min bevidsthed. Ikke sådan, at jeg aldrig bekymrer mig om at finde gode løsninger på vanskelige dilemmaer, men sådan at i de tilfælde, hvor jeg har svært ved at se muligheder, da kan jeg ligesom gå i dvale og tænke – det kan godt være, at jeg ikke kan se en løsning på problemet lige nu; men en løsning er der, og jeg skal nok finde den.
Der er sætninger og ord, som af den ene eller anden grund sætter sig i vores bevidsthed og som bliver en følgesvend igennem livet. Med et nyere ord fra den østlige tradition, så kan vi kalde sådanne ord for mantraer – små sætninger, der giver mening for os, og som vi kan gentage igen og igen, og som enten kan trøste os, give os fred, indgyde os håb eller fylde os med glæde.


Konfirmationsordet
Konfirmationsord kan være sådan et mantra. Konfirmationsord er korte sætninger fra Bibelen, som konfirmanderne tidligere fik af præsten, når de blev konfirmeret. Ordet blev læst op ved alteret og skrevet ind i konfirmandernes konfirmationsbibel. I dag vælger konfirmanderne i Ødsted og Jerlev selv deres konfirmationsord. Det gode ved det er, at konfirmanderne kan vælge et ord, der passer til dem, og som de synes særligt godt om – og på den måde er der nok større chance for, at de vil huske det i fremtiden. Det ærgerlige er, at konfirmandordet måske blot bekræfter alt det, der i forvejen optager dem. Hvis de fik et tilfældigt konfirmationsord, så ville det måske kunne udfordre dem og give dem et alternativt syn på deres liv. Det er sundt. Sådan et alternativt syn på livet, tilbyder bibelen igen og igen, når Jesus f.eks. afslører menneskers hykleri og selvoptagethed ved at fortælle en lignelse, eller når han griber disciplene i at kvæle den barnlige glæde, da de sender de børn væk, som Jesus skal røre ved. Vi må derfor ikke glemme, hvor vores konfirmationsord kommer fra: Nok er det konfirmanderne, der vælger, men det er Gud, der taler.


Guds Ord
For at et ord skal kunne sætte sig i bevidstheden, må det også ræsonnere med vores liv. Det skal give mening ind i den hverdag, der er min. Hvis det ikke gør det, så glemmer jeg det igen, og ordet får ingen betydning for mig. Men ord er mærkelige. Vi kan ikke holde dem fast, styre dem og bestemme over dem. Kun til en hvis grænse, i hvert fald; det er ligesom med tankerne. Vi kan koncentrere os om bestemte ting i kortere eller længere tid, men det meste af tiden flyver tankerne utøjlede omkring. Sådan kan ord forsvinde, og pludselig kan de dukke op igen! Og selv de ord, som tidligere ingen mening gav, og som vi havde glemt, kan få en ny betydning.
Jeg har ikke noget konfirmationsord, for jeg er aldrig selv blevet konfirmeret. Men jeg har af og til tænkt på, hvad Gud mon ville sige til mig, hvis Gud talte. Og jeg tror ikke, det ville være et ord, jeg kunne høre. Jeg tror i stedet, at ordet ville leve. Og jeg tror, at ordet er fællesskab. Men når Gud taler det ord, så kan det ikke høres; det kan opleves. For jeg tror, som der står i Johannesevangeliet, at Guds Ord blev kød og tog bolig iblandt os. Og derfor er det vigtigt, at det er Gud, der taler, når konfirmanderne vælger og får deres konfirmationsord, for kun når Gud taler, kan Ordet tage bolig i os.

Af Martin Bonde Eriksen

Præstens klumme i kirkebladet foråret 2016