Tid til fællesskabet?

Den brudte kæde er symbolet på, hvordan et menneske kan føle, at han eller hun er gået i stykker. I fællesskabet skal vi give os selv og hinanden den tid, der er nødvendig for, at vi føler os elskede trods personlig ar.
Kollekt. Op til jul samler Ødsted og Jerlev kirker ind til Børnesagens Fællesråd. Her er et billede af Alma, der gennem midlerne fra organisationen har fået mulighed for at gå til spejder.

Næstekærlighed i praksis!
Kirken er en stol med tre ben, og et af de ben kan vi kalde ”næstekærlighedens praksis”, eller vi kan bruge det græske ord ”diakoni”. Diakoni betyder tjeneste, og som ordet antyder, så handler diakoni om, hvordan kirken engagerer sig blandt mennesker, der har brug for omsorg.

Næstekærlighed er ikke en eksklusiv kristen idé – det er ikke næstekærlighed, hvis man vil tage patent på den – men alligevel er næstekærligheden formuleret i den sandeste form i kristendommen, nemlig i det levende Ord, der blev kød – gennem Jesu Kristi ord og gerning!

Derfor har kirken altid været optaget af, hvordan næstekærligheden kommer til udtryk ikke kun i ord, men også i handling. Det er sket til skiftende tider med mere eller mindre succes; men det har altid været en del af kirkens fokus lige fra de første kristne menigheder, hvor man ikke kun havde ansat præster, men også diakoner, særlige hjælpere, der skulle tage sig af dem, der havde brug for det.

Kristendommens etik
Om der findes en kristen etik eller ej, var en af de store teologiske diskussioner i det 20. århundrede, hvor især K.E. Løgstrup argumenterede for, at man ikke kunne tale om en specifik kristen etik, men man kunne tale om en almenmenneskelig etik som en konsekvens af ”skabtheden”, altså den bevidsthed i mennesket, at livet ikke er noget, vi har taget, men det er derimod noget, vi har modtaget. Jeg vil ikke udfolde nærmere, hvori diskussionen bestod, men jeg vil alligevel sige, at hvis vi kan tale om en kristen etik, så må den være udtrykt i sætningen: Du skal elske din næste.

Nu er der bare det problem, at der aldrig har eksisteret et eneste menneske, udover over Jesus Kristus selv, der har levet op til det bud, at du skal elske din næste. På den måde må den kristne etik altid ledsages af en bøn om, at mennesker må erfare Guds fuldkomne kærlighed gennem andre menneskers ufuldkomne kærlighed.

Omsorg for hvem?
”Hvem er min næste?” Sådan spørger en skriftlærd Jesus, da det er blevet klart, at det største bud i loven er, at ”du skal elske Herren, din Gud, og din næste som dig selv.” Jesus svarer ved at fortælle lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Budskabet er, lidt forenklet, at intet er vigtigere, end at hjælpe den, der har brug for det.

Der kan ikke stilles nogle regler op for, hvem der er min næste; og når vi har brug for hjælp, kommer den ofte fra en uventet kant – og er vi så for fine til at tage imod hjælpen? Der er altså ingen grænser, blot en påmindelse om at lade kærligheden få frit løb!

Så må vi spørge os selv: hvordan kan vi lade kærligheden få frit løb i Ødsted og Jerlev. Hvordan kan næstekærlighed og omsorg blive en praksis i menigheden eller i sognet, og hvordan retter vi vores omsorg mod dem, der har brug den?

Hvordan gør vi?
Svaret på det spørgsmål gør hele forskellen. En ting er de fine ord, noget andet er den praksis, vi rent faktisk giver os i kast med. I Ødsted og Jerlev sogne tænker vi, at det, der betyder noget i en presset hverdag eller når man sidder for sig selv, er, at man får tid til fællesskabet. Det er i fællesskabet, omsorgen for hinanden kan vokse. Det sker sjældent i dag, at dem der har brug for hjælp ligger i vejgrøften. Ofte er det os selv, der har brug for at komme ud af døren og hen til et fællesskab, hvor man føler, man har retten til at være.

Af Martin Bonde Eriksen

Præstens klumme i kirkebladet december-januar-februar 2013/14