Kristendommen på en halv time

Her kan du på 30 minutter blive klogere på, hvad kristendommen er. Det er ret spændende, men måske sidder du med flere spørgsmål end svar, efter at du har læst det.

God fornøjelse!

Indledning

Kristendom er frihed og fællesskab, tillid og ansvar, medgang og modgang, dom og tilgivelse, lov og evangelium, opbyggelse og kritik, anerkendelse og udsendelse, retfærdighed og kærlighed, liv og håb. Kristendom forholder sig til personen og til fællesskabet, og til personens forhold til sig selv, til andre og til Gud. Og så er kristendommens grundlag Guds åbenbaring af en mand, Jesus, som var en historisk person, vi ikke ved særligt meget sikkert om, men som vi alligevel kalder Gud.

Kristendommen er menneskers fortolkning af Guds åbenbaring. Men vi tror, at Gud selv er en del af den fortolkning. Gud kommunikerer, og Guds ultimative kommunikation er Jesus Kristus, som vi kan læse om i Bibelen. Men Bibelen er skrevet af mennesker. Det er et grundvilkår for kommunikationen mellem Gud og mennesker, at den foregår gennem et kulturelt filter. Derfor kan vi ikke bare læse op af Bibelen, som om intet er hændt de sidste 2000 år. Guds vilje skal hele tiden forstås på ny og udtrykkes i en ny sammenhæng. Bibelen er ikke Guds ord, Bibelen er menneskers ord, men når fortællingen i Bibelen tolkes ind i et nyt menneskes liv, da er det Guds Ord, da er Gud til stede med sin kærlighed.

Hvilke værdier anser vi for de afgørende i vores liv? Når jeg begynder min forklaring med en række begreber, der står i et spændingsforhold til hinanden, altså både er kontraster, men stadig udvider forståelsen af hinanden, så er det for at vise, at kristendommen både former og udfordrer vores tankegang. På den ene side tager kristendommen sit udgangspunkt i menneskets erfaringer med virkeligheden i forskellige kulturelle kontekster. Og på den anden side forholder kristendommen sig dybt kritisk til den måde, mennesker altid kommer til at leve på. Eller sagt på en anden måde: Kristendommen handler på den ene side om det at være menneske, og på den anden side om, at Gud elsker ethvert menneske. Værdierne i kristendommen tager udgangspunkt i Guds kærlighed til verden og i næstekærligheden.

I kristendommen taler vi om, at Gud åbenbarer sig på tre forskellige måder, og vi taler derfor om Gud som tre-i-én, en treenighed. De traditionelle termer for de tre fremtrædelsesformer er Fader, Søn og Helligånd, men jeg har valgt at dele min forklaring op i tre afsnit, som jeg kalder den fjerne Gud, den nære Gud og den levende Gud. Min forklaring af kristendommen er en udlægning af kristendommens hellige bog, Bibelen, der er delt i det Gamle Testamente og det Nye Testamente.

Den fjerne Gud

Skabelsen

Gud hænger uløseligt sammen med verden. Det handler skabelsesberetningen om. Der er faktisk to skabelsesberetninger i begyndelsen af bibelen. Det betyder, at det ikke er skabelsesberetningernes anliggende at berette, hvordan universet er blevet skabt, men hvorfor. Hvorfor er der noget, og hvorfor er der ikke ingenting? Det er det grundspørgsmål, der ligger bag ved skabelsesberetningen.  Der må være en årsag eller en mening med, at vi er til, og der må ligge en vilje bag tilværelsen. Skabelsesberetningerne er et udtryk for den menneskelige søgen efter den mening og den vilje.

Og hvad er skabelsesberetningernes svar? For det første, at Gud skaber orden i kaos, og at den orden er god. Eksistens er at lade hvert element komme til sin ret, at ordne kaos, så der er vand et sted, land et andet sted, himmel et tredje sted og således opstår der et rum, vi kan agere i. Det er godt.

For det andet er meningen med, at der er noget, at vi er til i relation til hinanden. Skabelsesberetningerne handler om, at vi er skabt i relationer. Enhver, der har elsket, ved, at vedkommende aldrig ville have været sine relationer foruden, og de første fortællinger i bibelen handler om, hvordan livet i de relationer er. Til dels også om, hvordan de bør være, men først og fremmest om, hvordan de er.

Menneskelivet

Bibelen beretter, at de første mennesker var Adam og Eva. Adam og Eva er arketyper, er metaforer for det menneskelige. Adam betyder menneske på hebræisk og navnet Eva er et ordspil med at være. På sin vis udtrykker Adam og Eva derfor krop og ånd – og at der derfor skal en relation til at gøre et helt menneske, en person. Det er udgangspunktet for kristendommen, at vi lever i relationer. Og allerede i tredje kapitel går det galt. Her finder vi fortællingen om syndefaldet.

I fortællingen har Gud plantet en have, hvor Gud, Adam og Eva lever, Edens Have. Her er skønt, alle lever sammen i fuldkommen harmoni, Adam og Eva er nøgne, og det skammer de sig ikke over. De må alt i haven, det eneste, de ikke må, er at spise af træet i midten af haven, træet til kundskab om godt og ondt. Det sker selvfølgelig, at Adam og Eva spiser og træet, og i det øjeblik erkender de, at de har gjort noget forkert, og de gemmer sig. Gud går rundt i haven og kan ikke finde Adam og Eva, så han kalder på dem: ”Adam, hvor er du?” Til sidst viser de sig, mens de skjuler deres nøgenhed for Gud. Og Gud mærker, at de har spist af kundskabens træ, de bliver udvist af haven, henvist til et liv med afhængighed af hinanden og afhængighed af hårdt arbejde for at overleve.

Myten er helt central for kristendommen, og udlægningen af den betyder meget for, hvordan kristentroen erfares. Det helt centrale spørgsmål må være, hvorfor spiser de frugten fra kundskabens træ? Det åbenlyse svar er for mig at se, at de ikke ved, hvad de gør. De har endnu ikke kundskab om godt og ondt – for det får man jo netop først i det øjeblik, man spiser af træet – og derfor forstår de heller ikke, hvilken skade de gør, når de bryder et forbud. Det er ethvert menneskes historie: Vi får kundskab om godt og ondt ved at gøre os erfaringer gennem vores handlinger. Vi kan ganske vist lære at handle efter en bestemt sædvane, der som udgangspunkt sikrer, at vi ikke gør noget forkert. Men der vil altid være tidspunkter i livet, hvor vi handler selv, hvor vi beslutter os for en bestemt handling, og hvor vi må stå til ansvar for den beslutning – uanset om den var god eller dårlig. Og det opdager vi ofte først i bagklogskabens klare lys. Som Kierkegaard måske har udtrykt det: livet leves forlæns og forstås baglæns.

Myten bliver kaldt syndefaldet, fordi den ender med et brud mellem Gud og mennesker. Synd betyder adskillelse. Synd er altså en splittelsesmagt, og i virkeligheden det modsatte af kærlighed, som forener – i medgang og modgang, gennem elskov og had.

I mytisk forstand begynder jordelivet efter skabelsen, relationsopbygningen og syndefaldet. Sagt på en anden måde, er vores grunderfaring i livet, at vi befinder os midt i det – kastet ind i livet uden noget valg, med relationer til andre mennesker og til os selv og med en erfaring af, at en større magt har gjort livet muligt. En magt vi ikke begriber.

Her på jorden lever vi, her elsker vi og hjælper nogen, mens vi sårer og udstøder andre. Vi kæmper for vort eget, og for dem vi elsker, og vi gør det ofte på bekostning af andre, eller andre kæmpede på bekostning af os. Det hænder også, at vi tænker mere på os selv end på dem, vi elsker: Kort sagt lever vi livet i konstant kærlighed og strid.

Forholdet til Gud

Og Gud? Gud er fjern, elskende, dømmende og tilgivende. Da Adam og Eva blev smidt ud af Eden, kom der også større afstand mellem Gud og mennesker, og bibelen drejer sig faktisk om, hvordan Gud og mennesker igen bliver forsonet. Der findes beretninger i den første del af bibelen, det Gamle Testamente, hvor Gud forsøger at udslette alle onde mennesker, eller hvor Gud giver mennesket en lov, der kan hjælpe menneskene til at hjælpe hinanden, hvor Gud udvælger et bestemt folk, gennem hvilket Guds vilje skal åbenbares. Det betyder som regel en foreløbig forbedring for bibelens hovedpersoner, men det ender aldrig i en fuldkommen forsoning mellem Gud og mennesker.

Den nære Gud

Gud bliver menneske

Gudsbilledet i kristendommen er, at Gud først og fremmest er en elskende Gud. Det handler den næste fortælling, jeg vil tage udgangspunkt i, om: Fortællingen om Jesus Kristus. Jesus er den nære Gud – Gud blandt os, men Jesus var også et menneske, med et liv, med følelser, med familie, med kærlighed og lidelse.

Jesus Kristus er den altoverskyggende personlighed i kristendommen. Folk gennem alle tider har beundret Jesus og alligevel ofte ment, at Kristendommen er røv og nøgler. Det lyder sært, men det er på mange måder også forståeligt. Fortællingerne om Jesus afslører en person med en stor autoritet og stærk integritet – på trods af, at han var en håndværker af trange kår. En intelligent og karismatisk personlighed, der intet gjorde for sin egen vinding, men havde et barmhjertigt og retfærdigt ærinde: Nemlig at prædike og udøve ligeværd. Han kom til svage, fattige, udstødte og uelskede, og han gav dem nyt liv. Han udfordrede den verdensorden, der skaber de udstødte, og selv da det betød, at han måtte dø, gjorde han intet for at trække sig tilbage: Han fortsatte sin mission. Den samme vilje til næstekærlighed og selvopofrelse finder man sjældent hos kristne i dag, og kirkens historie har også været alt for blodig.

Fortællingerne om Jesus taler til vores empati, de udfordrer det ansvar, vi alle ved, vi har, men som vi ikke gør noget ved. Lignelsen om den barmhjertige Samaritaner er et perfekt eksempel på det. En lærd mand spørger Jesus, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Jesus stiller ham et modspørgsmål: Hvad står der i bibelen? Den lærde mand svarer: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus er tilfreds, men den lærde mand spørger videre: Hvem er min næste? Jesus svarer denne gang med en fortælling: En mand blev overfaldet af røvere på en øde vej og efterladt i vejgrøften halvdød. Først kom der en præst forbi, men han gik videre, derefter kom der en levit, en slags kirketjener, men også han gik videre, og endelig kom der en samaritaner, en mand fra et andet folk, der var kendt som ugudelige lømler. Samaritaneren standsede op og tog sig af den halvdøde mand. Pointen er klar: enhver er din næste, også den mand, du ikke ønsker, skal være det. Men fortællingen er mere spidsfindig end som så, for den er bygget op i to dele omkring en række spørgsmål: (1) Den lærde mand stiller Jesus et spørgsmål (hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?), Jesus svarer med et nyt spørgsmål (hvad står der i loven?), den lærde mand svarer (elske Gud og min næste), og Jesus bifalder svaret; (2) Den lærde mand stiller et nyt spørgsmål (hvem er min næste?), Jesus fortæller lignelsen, som ender med et spørgsmålet (hvem var næste for ham, der blev overfaldt?), den lærde mand svarer (ham der viste barmhjertighed), Jesus siger: Gå du hen og gør ligeså! Strukturen viser, at præmissen for den lærde mands første spørgsmål, var forkert, for spørgsmålet var egoistisk, formålet med den lærde mands handlinger, var hans egen frelse. Fortællingen viser, at man glemmer barmhjertigheden, hvis man er optaget af sin egen frelse. Kernen i Jesu forkyndelse er altid næstekærligheden og barmhjertigheden – og at disse to tilgange til næsten, altid går forud for enhver lov eller norm.

Forholdet til Gud

Den største fortælling i anden del af bibelen, det Nye Testamente, er fortællingen og Jesu lidelse, korsfæstelse, død og opstandelse. Det er en utrolig dramatisk og livgivende fortælling. Spørgsmålet om den korsfæstede Kristus virkelig genopstod lader jeg stå til åben debat efter forklaringen, men hvordan det skal forstås, vil jeg komme ind på nu.

Korset er et af de smukkeste symboler for kærlighed, for det var af kærlighed til menneskene, at Jesus døde, lidende og afmægtig, på korset. Men hvorfor det, hvad skal den død til for? Der er et hav af udlægninger, og jeg nøjes med at fokusere på én: Forsoning. Forsoning giver mening i en sammenhæng, hvor det drejer sig om relationer, og det er også tilfældet her. Jesus døde for at forsone dem, der er blevet adskilt. Korsfæstelsen er et symbol på, at Gud vil gøre alt, endda gå i døden, for at have fællesskab med menneskene. Og hvorfor intet mindre end døden kan åbenbare det for os, vil jeg komme ind på senere. Korsfæstelsen ændrer faktisk hele det dengang kendte verdensbillede: at der er en god magt og en ond magt, der kæmper mod hinanden, og at menneskene skal holde sig til den gode magt for at komme i paradis – i stedet for i dødsriget. Korsfæstelsen er Guds kommunikation til menneskene, der betyder, at Gud vil fællesskabet frem for magten. På en måde kan man sige, at Guds riges trone er korset, og at Gud så at sige korsfæster sin magt, fordi magten står i vejen for en herredømmefri relation.

Korsfæstelsen skal også forstås i relation til fortællingen om syndefaldet ovenfor. I den fortælling var det en handling, der førte til en adskillelse, og i modsætning til den almene erkendelse af, at der sker brud i de menneskelige relationer, viser Gud mennesket gennem korsfæstelsen, at en handling også kan føre til enhed, fællesskab og forsoning.

Men handlinger kræver i en menneskelig verdensforståelse en dom. Fordi vi erkender, at der er godt og ondt, bedømmer vi vore handlinger i forhold til en norm, vi har fastsat kulturelt eller ved lov. I forhold til Gud findes der også godt og ondt, men det gode er altid næstekærligheden og barmhjertigheden, og for næstekærlighed og barmhjertighed gives der intet etisk regelsæt. Menneskets angst er her, at det ikke kan leve op til næstekærlighedens fordring. Derfor er korsfæstelsen så vigtig, fordi før alle handlinger fortæller mennesket, at det allerede lever forsonet i fællesskab med Gud, og at der findes tilgivelse for alt, hvad man måtte gøre af fortrædeligheder mod andre. Det må ikke forstås som et regnskab, for så er man tilbage ved det gamle verdensbillede, hvor man kan spekulere i at gøre udøve de mest forbryderiske fortrædeligheder mod andre mennesker, og så bede om tilgivelse bagefter.

Husker du spørgsmålet fra Edens Have? Gud råbte: Adam, hvor er du? Og Adam gemte sig, fordi han var bange for Guds dom. Da Jesus dør, råber Gud igen: Adam, hvor er du? Men denne gang skjuler Adam sig ikke, han sidder lænket i dødsriget og længes efter at blive befriet for dødsrigets lænker. Jeg vil fremdrage to meningslag fra fortællingen om Jesus i dødsriget: For det første åbner han helvedes porte, da han dør. På den måde overvinder Jesus dualismen, Gud alene bliver herre over liv og død – og fritager mennesket fra at bekymre sig om dets egen frelse. For det andet er meningen med fortællingen om Jesus i dødsriget, at tid og sted ikke har betydning for forsoningen med Gud.

Tre dage efter sin død genopstår Kristus. Fortællingen er ikke slut, og alle mennesker inviteres nu ind i fællesskabet med Kristus.

Den levende Gud

Fællesskabet

Jeg skøjtede hurtigt over opstandelsen i fortællingen om Jesus. Det gjorde jeg, fordi dens betydning er kirkens liv.

Når der fejres gudstjeneste i kirker overalt på jorden, fejres der også nadver. Nadver er et rituelt måltid, der siges at være indstiftet af Jesus selv aftenen inden hans korsfæstelse. Et måltid handler både om næring, altså liv, og om fællesskab. Det betyder meget for os, hvem vi spiser med. Jesus spiste med en sær blanding af mennesker: Med ansete jøder, med udstødte syndere, med prostituerede, med forbrydere, med toldere, der blev anset for landsforrædere, osv. Gudsriget handlede for Jesus om retten til at være her. Og i de fællesskaber, Jesus Kristus skabte, var der plads til enhver. Nadveren er Kristi fællesskab og afspejler de fællesskaber, Jesus skabte: Under nadveren i folkekirken knæler alle i en halvcirkel, lige langt fra cirklens centrum, og cirklen bliver således et symbol på ligeværd. I cirklens centrum står korset som et symbol på den virkelighed, Jesus Kristus forkyndte gennem hans ord og handlinger: En virkelighed, hvor vi tjener hinanden. Cirklens sluttes af andre, der fejrer nadver rundt omkring på jorden eller menighedens døde. Det er en mystisk forestilling, men det er en meget smuk symbolik. Samtidig tror vi, at Gud også er til stede, når vi fejrer nadver. Både som en del af fællesskabet, men også i det brød, og den vin, der spises og drikkes, brødet er Kristi legeme, og vinen er Kristi blod. Det er en aldeles mystisk forestilling, men det hænger sammen med forståelsen af Ordet i kristendommen. Kristne tror, at Jesus Kristus er Guds Ord, der er blevet kød og blod, og at det ord er iblandt os, når vi siger hans navn. Jeg kan også selv fornemme kraften ved nadverfejringen, for da er det som om, at fortællingen om Kristus og mit liv forenes, så livet bliver set i et nyt perspektiv, jeg spejler mit eget liv i Kristi forkyndelse og forstår, hvad der er væsentligt; jeg forstår, at ethvert menneske er værdifuldt, og jeg erfarer, at Gud vil have en relation til mig.

Et andet ritual med en meget stærk symbolik er dåben. I de forskellige kirker, døbes man på forskellige tidspunkter i livet, men det ændrer ikke på grundbetydningen, nemlig at ethvert menneske er sat ind i en relation til Gud. I folkekirken er det almindeligt at døbe, mens de troende endnu er spædbørn. Det sker for at vise, at før et menneske har en vilje, står det allerede i en positiv relation til Gud, fordi Gud elsker barnet. Barnet husker ikke selv dåben, men dåben er et vidnesbyrd i hver eneste Gudstjeneste med en dåb til menigheden om, at før vi er noget som helst, er vi elsket af Gud.

Når jeg taler om relationer, er det vigtigt at forstå, at vores relation til Gud ikke er adskilt fra relationen til os selv og til vore medmennesker. Det er klart, at mennesker, der er blevet elsket meget, også har nemmere ved at elske sig selv og acceptere, hvem de er. Og har vi en sund relation til os selv, har vi også lettere ved sunde relationer til andre mennesker. Teologen og filosoffen, K.E. Løgstrup, sagde, at vores relation til Gud afsløres i vores relationer til andre mennesker. Gud er ikke blot en fjern magt, Gud møder mig også i det andet menneske.

Kirken – stedet hvor Gud og mennesker mødes

Kirken er ikke en bygning, kirken er dér, hvor Gud og mennesker mødes, og kan derfor være hvor som helst. Men kirken er også en institution, der har en særlig opgave.

Kirken er til på jorden for at føre Jesu Kristi gerning videre. Det er en vanskelig opgave, og man kan sige meget om kirkens historie, om hvordan den fuldstændig har fejlet sin opgave gennem krigsførelse, understøttelse af undertrykkende magthavere, kirken har selv været undertrykkende magthavere, og er det stadig nogle steder, der er foregået mange kirkesplittelser, og krige er sprunget ud af teologiske uenigheder. Det er ikke ligefrem flatterende for kirken, men kirkerne i verden har også formået at udbrede meget omsorg og kærlighed blandt verdens nødlidende, den har formået at skabe levende fællesskaber, der har bragt liv, tillid og håb ind i almindelige menneskers hverdag. Kirken har formået at give et sprog til det, vi ikke kan sige noget om. I kirken bliver hvert menneskes liv sat ind i en større sammenhæng. Jeg tror, at mennesker har brug for et perspektiv på tilværelsen, der rækker ud over hverdagen, og det bliver måske særligt tydeligt, når der sker noget afgørende i vore liv: Fødsel, overgange mellem forskellige ”livsafsnit” og begravelse. Ved disse begivenheder formår kristendommen at beskrive den menneskelige eksistens i alle dens facetter, den formår at give denne eksistens et universelt perspektiv og understreger hvert enkelt menneskes ansvar for at tage vare på livet på jorden. Kristendommen formår at udtrykke spændingen mellem glæde og angst, sorg og håb, når vi har mistet, når vi er spændte eller måske utrygge ved fremtiden og når vores liv forandrer sig grundlæggende.

Gud og mennesker mødes ikke blot i sproget, Gud og mennesker mødes også i omsorgen. Tiggermunken Frans af Assisi skal blandt andet have sagt: Forkynd evangeliet, brug ord om nødvendigt. Med det mente han, at når vi drager omsorg for hinanden, yder fattigdomshjælp, besøger ensomme, giver tørstige noget at drikke, beskytter de forfulgte, plejer de syge, respekterer de fremmede og elsker vores fjender, så vidner vi om den Gud, som Bibelen fortæller om.

Afslutning

Kristendommen er tillid og ansvar, medgang og modgang, dom og tilgivelse, lov og evangelium, opbyggelse og kritik, anerkendelse og udsendelse, retfærdighed og kærlighed, liv og håb. Sådan begyndte jeg min forklaring. Nogle af begreberne har vi et meget positivt indtryk af i det, nogle har vi måske et mere negativt indtryk af. Spejl begreberne i kristendommens fortælling, og når du har gjort det, vil jeg indbyde til en samtale om begrebernes betydning.